Rwanda er et land i den centrale del af Afrika. Landet er lige så stort som Jylland, og i dag bor der 8 millioner mennesker.
I løbet af årene fra 1800 – 1994 blev Rwanda besøgt af europæere, inddelt i grupper, gjort til henholdsvis tysk og belgisk koloni, undergik et magtskifte, statskup og borgerkrig. Dette skete før folkedrabet, men det fungerede som brændstof til det bål, der førte til folkedrabet i Rwanda.
Kolonihistoriske årsager
Europæerne ankom til Rwanda i det 19. århundrede, hvilket havde en stor indflydelse på forholdet mellem de forskellige befolkningsgrupper.
Rwanda kom under tysk kolonistyre i slutningen af det 19. århundrede. I 1918 blev Rwanda overgivet til Belgien, der administrerede landet indtil dets selvstændighed i 1962. De belgiske koloniherrer ændrede bl.a. magtforholdet mellem hutuer og tutsier, så tutsierne i vid udstrækning kom til at bestemme over hutuerne. Dette fik hutuerne til at distancere sig fra tutsierne som helhed, hvilket er et af de første stadier indenfor folkedrab.
Det er helt sikkert at kolonitiden har haft en betydning for folkedrabet i Rwanda, men præcis hvor stor en indflydelse er uklart. Nogle forskere hævder at hutuer og tutsiere levede i fred og fordragelighed inden europæernes ankomst, og de lægger dermed en stor del af skylden for hadet mellem hutuer og tutsier over på kolonimagterne. Andre forskere fastholder, at hutuerne allerede var underlagt tutsierne inden kolonitiden, således at europæerne bare forstærkede en allerede eksisterende modvilje mellem de to grupper. Uanset hvilken holdning forskerne hælder til, så har europæernes opfattelse af de forskellige befolkningsgrupper uden tvivl haft betydning for modsætningsforholdet mellem de to grupper.
Rwanda var indtil 1920’erne inddelt i provinser, distrikter og bakker, hvor en bakke var den mindste administrative enhed. Bakkerne blev sædvanligvis styret af tre forskellige ledere, der havde hvert sit ansvarsområde. En var ansvarlig for landbruget og inddrivelse af jordskatter, en anden tog sig af befolkningen og rekrutterede mænd til kongens hær, mens den sidste fastlagde grænserne for græsningsarealerne. Mens de sidste to sædvanligvis var tutsier, så var lederen af landbruget som regel hutu. Denne magtopdeling gav bønderne mulighed for at spille konkurrerende ledere ud mod hinanden, eller søge beskyttelse hos andre ledere, hvis nogen ledere misbrugte deres stilling. Dette gjorde det i nogen grad muligt at holde ledernes magt under kontrol.
Belgierne ændrede reformerne, hvilket betød at i stedet for flere der delte magten, skulle det nu kun være en der havde al magten. Dette var i 1926. Reformerne resulterede i at det blev lettere at undertrykke befolkningen, idet der ikke længere var nogen konkurrerende leder til at holde styr på magtmisbruget.
Da belgierne ændrede administrationssystemet i 1920’erne, blev det derfor vedtaget, at politiske stillinger fortrinsvis skulle besættes af tutsier. Herved blev mange hutuer, som sad på ledende stillinger, udskiftet med tutsier. Dermed var den belgiske kolonialpolitik med til at fæstne et politisk modsætningsforhold mellem de to grupper.
Endnu en sandsynlig grund til, at folkedrabet fandt sted, kan findes i Rwandas økonomiske nedtur i 1980’erne. Derudover var et øget pres på landbrugsressourcer blevet fremprovokeret af en kraftig befolkningstilvækst. Størstedelen af befolkningen var utrolig fattige, mens en lille hutu-elite levede godt takket være korruption. Den splittelse skabte trang til økonomiske reformer. I frygt for at miste sine privilegier brugte hutu-eliten racisme mod tutsierne, der fik skylden for det hele. Pga. det øgede pres på landbrugsressourcerne begyndte mange bønder at dyrke jorden mere intensivt, hvilket forårsagede en udmagrelse af jorden. Dette medførte en øget kamp om jorden, som sandsynligvis har gjort hutu-befolkningen i landområderne mere modtagelige over for propaganda.
Ved revolutionen i 1959 mistede mange tutsier deres land til hutuerne. I 1990’erne hævdede avisen ’Kangura’ at tutsierne ville kræve deres land tilbage. Selvom mange i Rwanda ikke var i stand til at læse avisen, var historierne ofte så sensationelle at de blev spredt hurtigt. Den blev læst op ved møder, og indeholdt en række grafiske billeder og tegneserier, der illustrerede tutsiernes ondskab. Også radioen blev brugt flittigt til at skabe splittelse mellem hutuer og tutsier. Formålet med radiostationerne var at sprede angst og had blandt Rwandas hutuer. Dette blev gjort via musik krydret med hadefulde budskaber og opdigtede massakrer tutsierne havde begået mod hutuerne.
Dæmonisering og dehumanisering, i form af titler som ’kakerlakker’, blev brugt som virkemidler til at fremstille tutsierne som fjender. Under folkedrabet blev radioen også brugt som informations- og orienteringskilde.
Magtdelingen
Folkedrabet i Rwanda skete pga. en politisk magtkamp mellem en gruppe hutuer, som var Rwandas politiske og økonomiske elite. De stod til at miste magten pga. huti- og tutsi-stammerne. Disse krævede en demokratisk reform.
Den politiske/økonomiske gruppe af hutuer forsøgte derfor at sætte tutsierne og hutuerne op mod hinanden, og deraf startede det hele, dog ikke som en såkaldt "stammekrig", men pga. det politisk- og økonomisk styrede folk.
1959 var året hvor hutuerne startede en revolution, som vendte op og ned på den - nu tidligere - magtfordeling. Tutsierne havde siddet på magten før hutuerne, men var efter revolutionen blevet forvist fra det poltiske. Dette gik også udover militæret, hvor tutsierne også havde siddet på magten, men blev nu hutuernes, og det resulterede i at tutsierne ikke måtte blive officerer, og at soldater ikke måtte gifte sig med tutsier.
Da præsidenten Habyarimanas kom til magten forbød han alle andre partier end hans eget, MRND (Mouvement Révolutionaire National pour le Développement), som indskrænkede den politiske frihed.
Nogle højtstående hutuer, som var inde i varmen hos præsidenten, levede af hans politiske- og økonomiske goder. Magten kom under pres i slutningen af 80'erne, da der blev krævet politiske reformer. Et-parti systemet skulle væk, hvilket resulterede i at alle elitens goder blev gjort væsenligt mere indskrænkede.
Demokratiske reformer, respekt for menneskerettigheder og retssikkerhed var dét der gjorde, at tutsierne angreb Rwanda gentagne gange i starten af 90'erne. Tutsierne der var flygtet fra Rwanda forlangte også at kunne få mulighed for at vende tilbage. Alt dette var med til at lægge et endnu større pres på hutuerne.
I 1993 blev en forhandling mellem Rwandas Patriotiske Front (Arusha, Tanzania) og hutu-regeringen afsluttet. Dette gav tutsierne lov til at være en del af det poltiske liv i Rwanda.
Da disse forhandlinger mellem tutsierne og hutuerne blev ført ud i livet, blev den anset som en trussel grundet hutu-elitens parti der blev dannet i 1992, CDR (Coalition pour la Défense de la République), som var imod denne forhandling.
Soldater, officerer, borgmestre og embedsmænd var utilfredse, da det ville betyde, at officererne ville miste deres arbejde pga. deres alder osv. I det store hele ville det betyde at mange ville blive arbejdsløse.
Denne såkaldte forhandling var egentlig en fredsaftale, der opfyldte mange af hutu-oppositionens og tutsi-oprørshærens krav. Det gik udover hutu-eliten som ville miste mange af deres goder, som de nød godt af. De forsøgte derfor at få de to befolkninger til at hade hinanden.
Tutsierne blev gennem propaganda ligestillet med Rwandas Patriotiske Front, som blev anset for at være den sande fjende. Deraf blev civile tutsier i Rwanda set som hutuernes dødelige fjende, der kunne være ude på at slå dem ihjel. Magten håbede derpå, at følelsen af at stå sammen mod én fælles fjende, ville få kravet om reformerne til at forsvinde. Derfor blev både tutsierne og hutuerne ofre i dette folkedrab, som egentlig var grundet de politiske krav.
Folkedrabets stadier
1. Klassificering
Allerede ved koloniseringen af Rwanda blev befolkningen opdelt. Der var tre grupper: Hutuerne (84%), tutsier (15%) og twa-folket (1%). Hutuerne var lave og brede og tutsierne var høje og smalle. Grundet tutsiernes lighed med europæerne, og deres højere intelligens i forhold til hutuerne blev de favoriseret af europæerne. Disse var ikke videnskabeligt dokumenterede, men snarere påstande fra europæernes side.
2. Symbolisering
Grupperne fik udstedt identitetskort med enten et hutu eller titsu mærke, og børnene arvede identitet efter deres far.
3. Dehumanisering
Tutsierne blev ved en hadekampagne kaldt 'kakerlakker' eller 'kryb', og radiostationer og aviser udsendte propaganda om tutsiernes grusomheder.
4. Organisering
Bag organiseringen af folkedrabet stod bl.a. Interahamwe, der var en ungdomsgruppe fra regeringen, og en milits af hutuer.
5. Polarisering
Hutuerne mente, at tutsierne stod for alt ondt, grundet hadekampagner og propaganda fra hutu kontrollerede radiostationer og aviser.
De første ofre var de hutu ledere, der var imod hutuernes planer om at udrydde tutsierne.
6. Forberedelse
Forberedelsen bestod af ID-kort til identificering af tutsier og lister over, hvem der var tutsier, hvor de boede og hvad deres arbejdspladser.
7. Udryddelse
Efter mordet på præsident Habyarimana startede folkedrabene i Kigali, og spredtes til hele Rwanda. Massakrerne blev udført af Interahamwe og det lokale politi. De hutuer der ikke ville deltage i mordene blev truet med døden. Våbnene der blev brugt var håndgranater og macheter. 800.000 mennesker blev dræbt på 100 dage.
8. Benægtelse
En måde for at undgå dette stadier er en retsforfølgelse af gerningsmændene. Herved er der beviser for, at de er skyldige i folkedrab. Men efter de franske styrker rykkede ind i Rwanda flygtede mange af gerningsmændene til Congo. Da de franske styrker ikke måtte følge dem over grænsen, undgik mange gerningsmænd en retsforfølgelse.
Efterspil
Folkedrabet i Rwanda sluttede den 18. juli 1994, da regeringstropperne i Rwanda overgav sig. Her overtog Rwandas Patriotiske Front (RPF) et land ødelagt af vold og konflikt. Det er stadig omdiskuteret hvor mange der blev dræbt under folkedrabet, da organisationen Human Rights Watch og nogle forskere mener at der er en halv million døde, imens Rwandas tutsi-ledede regering estimerer op til en million døde.
Følgerne fra folkedrabet var omfattende. Infrastrukturen virkede ikke og landet havde hverken vand eller elektricitet. Retssystemet var i ruiner og sundhedsvæsenet var overbebyrdet. Tusinder af mennesker var såret og to millioner drevet på flugt. Prøvede man at flygte fra landet, stod der bevæbnede grupper gerningsmænd på den anden side af grænsen, i Congo, og truede landet med at starte nye voldsbølger i gang.
De efterfølgende år var genopbygningsarbejdet omfattende og landet kæmpede stadig med at genopbygge en normal hverdag. Befolkningens antal enlige forsørgere, forældreløse børn, enker og enkemænd, var eksploderet. Fængslerne var hurtigt overfyldte af folk der var anklaget for medvirken i folkedrabet. Manglen på læger, advokater og dommere var enorm og økonomisk støtte udefra fra var ekstremt behøvet. Mange af gerningsmændene var flygtet over grænsen til Congo eller Tanzania.
Politiske konsekvenser
Dagen efter tropperne overgav sig den 18. juli 1994, blev der indsat en ny regering i hovedstaden Kigali. Oprørshæren Rwandas Patriotiske Front (RPF) har siddet på magten lige siden. Dengang var Rwanda et land i opløsning. Intet system i landet fungerede og alt lå i ruiner. Sundhedsvæsenet skulle håndtere en høj børnedødelighed, et højt fødselstal og en ADIS-epidemi og tusindvis af sårede, størstedelen fra overfald med macheter. I den nye enhedsregering i Rwanda var både den nye præsident og den nye premierminister hutuer, men næsten resten af befolkningen var tutsier fra RPF. Regeringen erklærede at de ikke ville skelne mellem hutuer og tutsier, men ville anse alle for lige. Rwanda blev pga. af sin overvægt af medlemmer af RPF betragtet som tutsi-venlig af hutu-befolkningen.
Først i efteråret 2003 blev der afholdt præsident- og parlamentsvalg. Valgene blev vundet stort af RPF’s politiske parti og har stadig den politiske magt i Rwanda. Rwandas nuværende præsident Paul Kagame var også i spidsen for RPF, da hæren indtog Kagali i 1994. Selvom det efterhånden har lykkedes landet at opbygge et bureaukrati, så er regeringen kritiseret for at undertrykke oppositionen og folk som ikke er en del af en lille elite, hvor al rigdommen og magten er blevet samlet. Der er også blevet rapporteret om politisk motiverede mord og ”forsvindinger”, ligesom manglen på pressefrihed og ytringsfrihed kritiseres. Regeringen har afvist alle anklager.
Præsident Kagame er klar over de stadige problemer i landet og regeringen har indført love der skal modvirke at ordene ”hutu” og ”tutsi” bliver brugt. Derimod skal alle i Rwanda kalde sig rwandere. Regeringen har også udstedt nye ID-kort, hvor etnisk tilhørsforhold ikke fremgår. Det er blevet valgt at ændre en del af de gamle symboler, for at symbolisere starten på et nyt Rwanda. Et Rwanda hvor alle er ens. De har bl.a. fået et nyt flag, en ny nationalsang og et nyt våbenskjold.
Militære efterspil
Eftersom Tutsi-oprørshæren RPF overtog magten i juli 1994 var der gerningsmænd bag folkedrabene. Disse flygtede til Zaire (tidligere Congo), for at undgå at blive straffet. Man regner med at omkring 2 millioner mennesker var på flugt da regeringsmagten overgav sig til RPF.
I Zaire samledes op imod 1 million Hutu-flygtninge i flygtninge lejre. Her begyndte hutu-lederne at organisere bevæbnede grupper, som skulle angribe RPF, i håbet om at vælte regeringsmagten. Disse flygtningelejre var RPF ikke særlig begejstret for, derfor ville de gerne have dem opløst. I kampen mod Rwandas regering dræbte hutu-oprørerne flere tusinde fra Zaires civile tutsi-befolkning og tutsier i Rwandas grænseland. Og RPF svarede igen ved at dræbe civile mistænkt for at samarbejde med hutu-oprørerne. Ifølge menneskerettighedsorganisationer har begge parter gentagne gange forbrudt sig mod menneskerettighederne.
Juridiske efterspil
I 1994 blev der dræbt omtrent 800.000 mennesker. Hundrede tusinder kvinder blev voldtaget, samt at vold og plyndringer hærgede hverdagen.
De mennesker som begik folkedrabene kom fra alle de sociale lag. Helt almindelige mennesker deltog. Hutu-lederne havde den strategi at de ville rekruttere så mange civile personer så muligt til at udføre folkedrabet på Tutsierne.
Et af Hutu-ledernes første angreb bestod i at destruere og dræbe Rwandas elite, som primært bestod af Tutsier. Det resulterede i at i sensommeren 1994 var stort set alle personer med juridiske kompetencer enten slået ihjel eller flygtet ud af landet. Derfor var der ikke rigtig nogen til at starte og gennemføre et retsopgør.
Efter at folkedrabet var slut og landet havde fået en ny regering, meldte de ud at ingen gerningsmand ville slippe ustraffet. Derfor var tiden efter folkedrabene præget af masseanholdelser. Der var mange mennesker som blev anklaget, heriblandt også uskyldige som blev dømt i det kaos som herskede. Rwandas fængsler ville snart blive overfyldt.
Før 1994 var Rwandas fængsler estimeret til at kunne rumme højst 18.000 fanger, men fra perioden 1994-96 endte det med at der sad 90.000. Forholdene i fængslerne var meget dårlige. Fangerne måtte dele de i forvejen små celler med en masse andre fanger, mange fik ikke noget at spise pga. mangel på mad, og de sanitære forhold var ikke til at bære.
Alt efter forbrydelsernes omfang og alvorlighed, blev de alle inddelt indenfor tre kategorier: Kategori 1 bestod i retsforfølgelse af personer, der menes at have planlagt, organiseret, taget initiativ til eller superviseret udførelsen af folkedrabet. Med andre ord de ledende kræfter. Kategori 2 handler om mord, tortur, vold og andre personovergreb – med eller uden døden til følge. Den sidste kategori, kategori 3, omfatter sager om ejendom.
Kategori 1 forbrydelser bliver behandlet af nationale domstole, imens at kategori 2 og 3 behandles af Gacaca-domstolene (lokale domstole). Der er stadig sager som ikke er blevet færdig behandlet den dag i dag. De sidste sager forventes afsluttet i 2013.
Rwanda 2012
I dag ser Rwanda bedre ud. Der er sket en fremgang både økonomisk og socialt og retsopgørene er stadig i gang. Infrastrukturen er blevet gjort meget bedre, og det er derfor blevet nemmere for mange børn og unge at komme i skole. Der er også sket en stor fremgang i skolesystemet og i det hele taget får flere børn og unge i dag en uddannelse i Rwanda.
Derudover har kvinder i dag også fået større indflydelse i Rwanda og flere er endda også kommet ind i det politiske system.
Men selvom det lyder, som om det hele går, som det skal i Rwanda, så er det langt fra sandheden.
Der sker fremgang i Rwanda, men der er langt vej endnu.
Mistilliden er der stadig og mange folk lever i frygt for, at de fængslede bliver lukket ud og vil forfølge dem. Og det er sket. Fængslerne blev for nylig overfyldte og flere af de anklagede blev løsladt.
Der er ingen tvivl om, at de overlevende fra folkedrabet er bange. Bange for, at tiden med folkemord igen skal gentage sig, fordi regeringen og retssystemet bare ikke er godt nok. Bange for at miste det, som de endelig har fået opbygget efter folkemordene.
Fattigdommen er, efter folkemordene, blevet meget udbredt. Nogle af de overlevende fortryder i dag, at de overlevede dengang. De har svært ved at få deres liv til at fungere, både fordi de mangler penge og på grund af de traumer, som de har fra den tid. Regeringen regner dog med, at de fleste af dem kommer på fode igen, og vender tilbage til det liv, som de havde før folkemordene, men det er svært for rigtig mange af dem.
Derudover er der i dag også stadig kvinder, som lever med HIV. Mange af voldtægtsmændene dengang gjorde det med overlæg, og får i dag HIV-medicin og behandling i fængslerne. Det gør de fattige kvinder derimod ikke. De må leve med det resten af livet, og må hver dag leve med ikke at vide, hvornår de skal dø.
I dag undrer mange sig over, at der ikke er nogen lande eller for den sags skyld selve FN, der har gjort mere for at hjælpe Rwanda, da det så værst ud. I stedet så de bare til, mens folk blev myrdet, voldtaget og berøvet.
Rwanda
Rwanda er et land i den centrale del af Afrika. Landet er lige så stort som Jylland, og i dag bor der 8 millioner mennesker.
I løbet af årene fra 1800 – 1994 blev Rwanda besøgt af europæere, inddelt i grupper, gjort til henholdsvis tysk og belgisk koloni, undergik et magtskifte, statskup og borgerkrig. Dette skete før folkedrabet, men det fungerede som brændstof til det bål, der førte til folkedrabet i Rwanda.
Kolonihistoriske årsager
Europæerne ankom til Rwanda i det 19. århundrede, hvilket havde en stor indflydelse på forholdet mellem de forskellige befolkningsgrupper.
Rwanda kom under tysk kolonistyre i slutningen af det 19. århundrede. I 1918 blev Rwanda overgivet til Belgien, der administrerede landet indtil dets selvstændighed i 1962. De belgiske koloniherrer ændrede bl.a. magtforholdet mellem hutuer og tutsier, så tutsierne i vid udstrækning kom til at bestemme over hutuerne. Dette fik hutuerne til at distancere sig fra tutsierne som helhed, hvilket er et af de første stadier indenfor folkedrab.
Det er helt sikkert at kolonitiden har haft en betydning for folkedrabet i Rwanda, men præcis hvor stor en indflydelse er uklart. Nogle forskere hævder at hutuer og tutsiere levede i fred og fordragelighed inden europæernes ankomst, og de lægger dermed en stor del af skylden for hadet mellem hutuer og tutsier over på kolonimagterne. Andre forskere fastholder, at hutuerne allerede var underlagt tutsierne inden kolonitiden, således at europæerne bare forstærkede en allerede eksisterende modvilje mellem de to grupper. Uanset hvilken holdning forskerne hælder til, så har europæernes opfattelse af de forskellige befolkningsgrupper uden tvivl haft betydning for modsætningsforholdet mellem de to grupper.
Rwanda var indtil 1920’erne inddelt i provinser, distrikter og bakker, hvor en bakke var den mindste administrative enhed. Bakkerne blev sædvanligvis styret af tre forskellige ledere, der havde hvert sit ansvarsområde. En var ansvarlig for landbruget og inddrivelse af jordskatter, en anden tog sig af befolkningen og rekrutterede mænd til kongens hær, mens den sidste fastlagde grænserne for græsningsarealerne. Mens de sidste to sædvanligvis var tutsier, så var lederen af landbruget som regel hutu. Denne magtopdeling gav bønderne mulighed for at spille konkurrerende ledere ud mod hinanden, eller søge beskyttelse hos andre ledere, hvis nogen ledere misbrugte deres stilling. Dette gjorde det i nogen grad muligt at holde ledernes magt under kontrol.
Belgierne ændrede reformerne, hvilket betød at i stedet for flere der delte magten, skulle det nu kun være en der havde al magten. Dette var i 1926. Reformerne resulterede i at det blev lettere at undertrykke befolkningen, idet der ikke længere var nogen konkurrerende leder til at holde styr på magtmisbruget.
Da belgierne ændrede administrationssystemet i 1920’erne, blev det derfor vedtaget, at politiske stillinger fortrinsvis skulle besættes af tutsier. Herved blev mange hutuer, som sad på ledende stillinger, udskiftet med tutsier. Dermed var den belgiske kolonialpolitik med til at fæstne et politisk modsætningsforhold mellem de to grupper.
Endnu en sandsynlig grund til, at folkedrabet fandt sted, kan findes i Rwandas økonomiske nedtur i 1980’erne. Derudover var et øget pres på landbrugsressourcer blevet fremprovokeret af en kraftig befolkningstilvækst. Størstedelen af befolkningen var utrolig fattige, mens en lille hutu-elite levede godt takket være korruption. Den splittelse skabte trang til økonomiske reformer. I frygt for at miste sine privilegier brugte hutu-eliten racisme mod tutsierne, der fik skylden for det hele. Pga. det øgede pres på landbrugsressourcerne begyndte mange bønder at dyrke jorden mere intensivt, hvilket forårsagede en udmagrelse af jorden. Dette medførte en øget kamp om jorden, som sandsynligvis har gjort hutu-befolkningen i landområderne mere modtagelige over for propaganda.
Ved revolutionen i 1959 mistede mange tutsier deres land til hutuerne. I 1990’erne hævdede avisen ’Kangura’ at tutsierne ville kræve deres land tilbage. Selvom mange i Rwanda ikke var i stand til at læse avisen, var historierne ofte så sensationelle at de blev spredt hurtigt. Den blev læst op ved møder, og indeholdt en række grafiske billeder og tegneserier, der illustrerede tutsiernes ondskab. Også radioen blev brugt flittigt til at skabe splittelse mellem hutuer og tutsier. Formålet med radiostationerne var at sprede angst og had blandt Rwandas hutuer. Dette blev gjort via musik krydret med hadefulde budskaber og opdigtede massakrer tutsierne havde begået mod hutuerne.
Dæmonisering og dehumanisering, i form af titler som ’kakerlakker’, blev brugt som virkemidler til at fremstille tutsierne som fjender. Under folkedrabet blev radioen også brugt som informations- og orienteringskilde.
Magtdelingen
Folkedrabet i Rwanda skete pga. en politisk magtkamp mellem en gruppe hutuer, som var Rwandas politiske og økonomiske elite. De stod til at miste magten pga. huti- og tutsi-stammerne. Disse krævede en demokratisk reform.
Den politiske/økonomiske gruppe af hutuer forsøgte derfor at sætte tutsierne og hutuerne op mod hinanden, og deraf startede det hele, dog ikke som en såkaldt "stammekrig", men pga. det politisk- og økonomisk styrede folk.
1959 var året hvor hutuerne startede en revolution, som vendte op og ned på den - nu tidligere - magtfordeling. Tutsierne havde siddet på magten før hutuerne, men var efter revolutionen blevet forvist fra det poltiske. Dette gik også udover militæret, hvor tutsierne også havde siddet på magten, men blev nu hutuernes, og det resulterede i at tutsierne ikke måtte blive officerer, og at soldater ikke måtte gifte sig med tutsier.
Da præsidenten Habyarimanas kom til magten forbød han alle andre partier end hans eget, MRND (Mouvement Révolutionaire National pour le Développement), som indskrænkede den politiske frihed.
Nogle højtstående hutuer, som var inde i varmen hos præsidenten, levede af hans politiske- og økonomiske goder. Magten kom under pres i slutningen af 80'erne, da der blev krævet politiske reformer. Et-parti systemet skulle væk, hvilket resulterede i at alle elitens goder blev gjort væsenligt mere indskrænkede.
Demokratiske reformer, respekt for menneskerettigheder og retssikkerhed var dét der gjorde, at tutsierne angreb Rwanda gentagne gange i starten af 90'erne. Tutsierne der var flygtet fra Rwanda forlangte også at kunne få mulighed for at vende tilbage. Alt dette var med til at lægge et endnu større pres på hutuerne.
I 1993 blev en forhandling mellem Rwandas Patriotiske Front (Arusha, Tanzania) og hutu-regeringen afsluttet. Dette gav tutsierne lov til at være en del af det poltiske liv i Rwanda.
Da disse forhandlinger mellem tutsierne og hutuerne blev ført ud i livet, blev den anset som en trussel grundet hutu-elitens parti der blev dannet i 1992, CDR (Coalition pour la Défense de la République), som var imod denne forhandling.
Soldater, officerer, borgmestre og embedsmænd var utilfredse, da det ville betyde, at officererne ville miste deres arbejde pga. deres alder osv. I det store hele ville det betyde at mange ville blive arbejdsløse.
Denne såkaldte forhandling var egentlig en fredsaftale, der opfyldte mange af hutu-oppositionens og tutsi-oprørshærens krav. Det gik udover hutu-eliten som ville miste mange af deres goder, som de nød godt af. De forsøgte derfor at få de to befolkninger til at hade hinanden.
Tutsierne blev gennem propaganda ligestillet med Rwandas Patriotiske Front, som blev anset for at være den sande fjende. Deraf blev civile tutsier i Rwanda set som hutuernes dødelige fjende, der kunne være ude på at slå dem ihjel. Magten håbede derpå, at følelsen af at stå sammen mod én fælles fjende, ville få kravet om reformerne til at forsvinde. Derfor blev både tutsierne og hutuerne ofre i dette folkedrab, som egentlig var grundet de politiske krav.
Folkedrabets stadier
1. Klassificering
Allerede ved koloniseringen af Rwanda blev befolkningen opdelt. Der var tre grupper: Hutuerne (84%), tutsier (15%) og twa-folket (1%). Hutuerne var lave og brede og tutsierne var høje og smalle. Grundet tutsiernes lighed med europæerne, og deres højere intelligens i forhold til hutuerne blev de favoriseret af europæerne. Disse var ikke videnskabeligt dokumenterede, men snarere påstande fra europæernes side.2. Symbolisering
Grupperne fik udstedt identitetskort med enten et hutu eller titsu mærke, og børnene arvede identitet efter deres far.3. Dehumanisering
Tutsierne blev ved en hadekampagne kaldt 'kakerlakker' eller 'kryb', og radiostationer og aviser udsendte propaganda om tutsiernes grusomheder.4. Organisering
Bag organiseringen af folkedrabet stod bl.a. Interahamwe, der var en ungdomsgruppe fra regeringen, og en milits af hutuer.5. Polarisering
Hutuerne mente, at tutsierne stod for alt ondt, grundet hadekampagner og propaganda fra hutu kontrollerede radiostationer og aviser.De første ofre var de hutu ledere, der var imod hutuernes planer om at udrydde tutsierne.
6. Forberedelse
Forberedelsen bestod af ID-kort til identificering af tutsier og lister over, hvem der var tutsier, hvor de boede og hvad deres arbejdspladser.7. Udryddelse
Efter mordet på præsident Habyarimana startede folkedrabene i Kigali, og spredtes til hele Rwanda. Massakrerne blev udført af Interahamwe og det lokale politi. De hutuer der ikke ville deltage i mordene blev truet med døden. Våbnene der blev brugt var håndgranater og macheter. 800.000 mennesker blev dræbt på 100 dage.8. Benægtelse
En måde for at undgå dette stadier er en retsforfølgelse af gerningsmændene. Herved er der beviser for, at de er skyldige i folkedrab. Men efter de franske styrker rykkede ind i Rwanda flygtede mange af gerningsmændene til Congo. Da de franske styrker ikke måtte følge dem over grænsen, undgik mange gerningsmænd en retsforfølgelse.Efterspil
Folkedrabet i Rwanda sluttede den 18. juli 1994, da regeringstropperne i Rwanda overgav sig. Her overtog Rwandas Patriotiske Front (RPF) et land ødelagt af vold og konflikt. Det er stadig omdiskuteret hvor mange der blev dræbt under folkedrabet, da organisationen Human Rights Watch og nogle forskere mener at der er en halv million døde, imens Rwandas tutsi-ledede regering estimerer op til en million døde.
Følgerne fra folkedrabet var omfattende. Infrastrukturen virkede ikke og landet havde hverken vand eller elektricitet. Retssystemet var i ruiner og sundhedsvæsenet var overbebyrdet. Tusinder af mennesker var såret og to millioner drevet på flugt. Prøvede man at flygte fra landet, stod der bevæbnede grupper gerningsmænd på den anden side af grænsen, i Congo, og truede landet med at starte nye voldsbølger i gang.
De efterfølgende år var genopbygningsarbejdet omfattende og landet kæmpede stadig med at genopbygge en normal hverdag. Befolkningens antal enlige forsørgere, forældreløse børn, enker og enkemænd, var eksploderet. Fængslerne var hurtigt overfyldte af folk der var anklaget for medvirken i folkedrabet. Manglen på læger, advokater og dommere var enorm og økonomisk støtte udefra fra var ekstremt behøvet. Mange af gerningsmændene var flygtet over grænsen til Congo eller Tanzania.
Politiske konsekvenser
Dagen efter tropperne overgav sig den 18. juli 1994, blev der indsat en ny regering i hovedstaden Kigali. Oprørshæren Rwandas Patriotiske Front (RPF) har siddet på magten lige siden. Dengang var Rwanda et land i opløsning. Intet system i landet fungerede og alt lå i ruiner. Sundhedsvæsenet skulle håndtere en høj børnedødelighed, et højt fødselstal og en ADIS-epidemi og tusindvis af sårede, størstedelen fra overfald med macheter. I den nye enhedsregering i Rwanda var både den nye præsident og den nye premierminister hutuer, men næsten resten af befolkningen var tutsier fra RPF. Regeringen erklærede at de ikke ville skelne mellem hutuer og tutsier, men ville anse alle for lige. Rwanda blev pga. af sin overvægt af medlemmer af RPF betragtet som tutsi-venlig af hutu-befolkningen.
Først i efteråret 2003 blev der afholdt præsident- og parlamentsvalg. Valgene blev vundet stort af RPF’s politiske parti og har stadig den politiske magt i Rwanda. Rwandas nuværende præsident Paul Kagame var også i spidsen for RPF, da hæren indtog Kagali i 1994. Selvom det efterhånden har lykkedes landet at opbygge et bureaukrati, så er regeringen kritiseret for at undertrykke oppositionen og folk som ikke er en del af en lille elite, hvor al rigdommen og magten er blevet samlet. Der er også blevet rapporteret om politisk motiverede mord og ”forsvindinger”, ligesom manglen på pressefrihed og ytringsfrihed kritiseres. Regeringen har afvist alle anklager.
Præsident Kagame er klar over de stadige problemer i landet og regeringen har indført love der skal modvirke at ordene ”hutu” og ”tutsi” bliver brugt. Derimod skal alle i Rwanda kalde sig rwandere. Regeringen har også udstedt nye ID-kort, hvor etnisk tilhørsforhold ikke fremgår. Det er blevet valgt at ændre en del af de gamle symboler, for at symbolisere starten på et nyt Rwanda. Et Rwanda hvor alle er ens. De har bl.a. fået et nyt flag, en ny nationalsang og et nyt våbenskjold.
Militære efterspil
Eftersom Tutsi-oprørshæren RPF overtog magten i juli 1994 var der gerningsmænd bag folkedrabene. Disse flygtede til Zaire (tidligere Congo), for at undgå at blive straffet. Man regner med at omkring 2 millioner mennesker var på flugt da regeringsmagten overgav sig til RPF.
I Zaire samledes op imod 1 million Hutu-flygtninge i flygtninge lejre. Her begyndte hutu-lederne at organisere bevæbnede grupper, som skulle angribe RPF, i håbet om at vælte regeringsmagten. Disse flygtningelejre var RPF ikke særlig begejstret for, derfor ville de gerne have dem opløst.
I kampen mod Rwandas regering dræbte hutu-oprørerne flere tusinde fra Zaires civile tutsi-befolkning og tutsier i Rwandas grænseland. Og RPF svarede igen ved at dræbe civile mistænkt for at samarbejde med hutu-oprørerne. Ifølge menneskerettighedsorganisationer har begge parter gentagne gange forbrudt sig mod menneskerettighederne.
Juridiske efterspil
I 1994 blev der dræbt omtrent 800.000 mennesker. Hundrede tusinder kvinder blev voldtaget, samt at vold og plyndringer hærgede hverdagen.
De mennesker som begik folkedrabene kom fra alle de sociale lag. Helt almindelige mennesker deltog. Hutu-lederne havde den strategi at de ville rekruttere så mange civile personer så muligt til at udføre folkedrabet på Tutsierne.
Et af Hutu-ledernes første angreb bestod i at destruere og dræbe Rwandas elite, som primært bestod af Tutsier. Det resulterede i at i sensommeren 1994 var stort set alle personer med juridiske kompetencer enten slået ihjel eller flygtet ud af landet. Derfor var der ikke rigtig nogen til at starte og gennemføre et retsopgør.
Efter at folkedrabet var slut og landet havde fået en ny regering, meldte de ud at ingen gerningsmand ville slippe ustraffet. Derfor var tiden efter folkedrabene præget af masseanholdelser. Der var mange mennesker som blev anklaget, heriblandt også uskyldige som blev dømt i det kaos som herskede. Rwandas fængsler ville snart blive overfyldt.
Før 1994 var Rwandas fængsler estimeret til at kunne rumme højst 18.000 fanger, men fra perioden 1994-96 endte det med at der sad 90.000. Forholdene i fængslerne var meget dårlige. Fangerne måtte dele de i forvejen små celler med en masse andre fanger, mange fik ikke noget at spise pga. mangel på mad, og de sanitære forhold var ikke til at bære.
Alt efter forbrydelsernes omfang og alvorlighed, blev de alle inddelt indenfor tre kategorier: Kategori 1 bestod i retsforfølgelse af personer, der menes at have planlagt, organiseret, taget initiativ til eller superviseret udførelsen af folkedrabet. Med andre ord de ledende kræfter. Kategori 2 handler om mord, tortur, vold og andre personovergreb – med eller uden døden til følge. Den sidste kategori, kategori 3, omfatter sager om ejendom.
Kategori 1 forbrydelser bliver behandlet af nationale domstole, imens at kategori 2 og 3 behandles af Gacaca-domstolene (lokale domstole). Der er stadig sager som ikke er blevet færdig behandlet den dag i dag. De sidste sager forventes afsluttet i 2013.
Rwanda 2012
I dag ser Rwanda bedre ud. Der er sket en fremgang både økonomisk og socialt og retsopgørene er stadig i gang. Infrastrukturen er blevet gjort meget bedre, og det er derfor blevet nemmere for mange børn og unge at komme i skole. Der er også sket en stor fremgang i skolesystemet og i det hele taget får flere børn og unge i dag en uddannelse i Rwanda.
Derudover har kvinder i dag også fået større indflydelse i Rwanda og flere er endda også kommet ind i det politiske system.
Men selvom det lyder, som om det hele går, som det skal i Rwanda, så er det langt fra sandheden.
Der sker fremgang i Rwanda, men der er langt vej endnu.
Mistilliden er der stadig og mange folk lever i frygt for, at de fængslede bliver lukket ud og vil forfølge dem. Og det er sket. Fængslerne blev for nylig overfyldte og flere af de anklagede blev løsladt.
Der er ingen tvivl om, at de overlevende fra folkedrabet er bange. Bange for, at tiden med folkemord igen skal gentage sig, fordi regeringen og retssystemet bare ikke er godt nok. Bange for at miste det, som de endelig har fået opbygget efter folkemordene.
Fattigdommen er, efter folkemordene, blevet meget udbredt. Nogle af de overlevende fortryder i dag, at de overlevede dengang. De har svært ved at få deres liv til at fungere, både fordi de mangler penge og på grund af de traumer, som de har fra den tid. Regeringen regner dog med, at de fleste af dem kommer på fode igen, og vender tilbage til det liv, som de havde før folkemordene, men det er svært for rigtig mange af dem.
Derudover er der i dag også stadig kvinder, som lever med HIV. Mange af voldtægtsmændene dengang gjorde det med overlæg, og får i dag HIV-medicin og behandling i fængslerne. Det gør de fattige kvinder derimod ikke. De må leve med det resten af livet, og må hver dag leve med ikke at vide, hvornår de skal dø.
I dag undrer mange sig over, at der ikke er nogen lande eller for den sags skyld selve FN, der har gjort mere for at hjælpe Rwanda, da det så værst ud. I stedet så de bare til, mens folk blev myrdet, voldtaget og berøvet.
Kilder
folkedrab.dk